Stolemotion
Den 25. august blev der afholdt stolemotion i fælleshuset i Bøgehegnet for første gang – og hele 32 deltagere mødte op. Interessen er så stor, at der allerede er venteliste, og boligselskabet arbejder nu på at finde og uddanne flere instruktører i samarbejde med Ældre Sagen.
Mandag den 25. august blev dørene i Bøgehegnets fælleshus slået op for et nyt sundhedstilbud for ældre, da stolemotion blev afholdt i fælleshuset. Hele 32 beboere – både fra området og udenfor – var mødt op for at være med.
Instruktører fra Ældre Sagen stod for undervisningen i den skånsomme motionsform, hvor øvelserne foregår siddende. Efter træningen var der kaffe og hyggeligt samvær, og stemningen blandt deltagerne var i top.
Interessen har været så stor, at der allerede er venteliste til holdene.
“Det har været meget overvældende, og derfor arbejder vi nu på at finde og uddanne flere stolemotionsinstruktører, så vi kan oprette endnu flere hold i flere boligområder,” fortæller aktivitetsleder for Ældre Sagen og organisationsbestyrelsesmedlem i Sydkystens Boligselskab, Pernille Sonberg, som har været med til at bane vejen for tilbuddet om stolemotion.
Det er Ældre Sagen, der stiller undervisere til rådighed, mens boligselskabet lægger fælleslokaler til. På sigt er målet, at lokale beboere selv kan blive uddannet og hjælpe med at udbrede aktiviteten til endnu flere boligområder.
Har du lyst til selv at uddanne dig til stolemotionsinstruktør og sikre, at endnu flere beboere får gavn af aktiviteten, tilbyder Ældre Sagen en gratis uddannelse, som varer 1-3 dage. Kontakt aktivitetsleder Pernille Sonberg for at høre mere om mulighederne på telefon 21 96 90 53.